Produktinformation, uld

 

Uldens egenskaber

Uld er et af naturens vidunder materialer. Specielt Merinould udmærker sig ved sine særdeles komfortable bæreegenskaber. Hvem husker f.eks. ikke den gamle julesang ” Højt fra træets grønne top” med verselinien ”4 alen Merino til en vinterfrakke”.
 
Merinofårenes egen ”uldfrakke” beskytter fåret mod varme helt op til 35 grader og kulde ned til minus 20 grader. Det lader sig gøre, fordi uldfibrene på grund af deres krusning har en meget luftholdig struktur, (80% luft, 20% uldfibre). Desuden er uldfibrene elastiske, en egenskab som bevares ved brug og som gør, at uldne stoffer er så godt som krølfrie.
 
Herudover har uld den egenskab, at den kan optage og indeholde fugtighed indtil 30 % af sin egen vægt, uden at den føles våd. Bomuld kan eksempelvis kun optage 7 %.
 
Når et beklædningsstykke i uld opsuger varme i form af vanddamp fra kroppen, og den omkringliggende luft er kølig, vil ulden derfor holde på varmen. Når den omliggende luft bliver varmere, vil uldens luftlag bevirke, at kropsvarmen hurtigt fordamper. Alt sammen forhold, der gør beklædning i uld velegnet i stort set al slags vejr.
 

Egen uldimport

Siden starten af 2004 har LONE SPOHR DESIGN importeret sit eget Merino uldgarn fra England. Ulden ankommer i rå form fra New Zealand, hvorefter den bliver forarbejdet og spundet til garn på et af de få tilbageværende uldspinderier i England. I Danmark bliver garnet strikket til metervarer i form af en tynd uldjersey samt en kraftigere interlock (dobbelt jersey). 
 

Forarbejdning/design

Herefter foregår al videre forarbejdning i form af design, opsyning, farvning og  filtning hos LONE SPOHR DESIGN.